Lav energiforbrug
- få bedre balance i din bolig og din pengepung
Jan Christensen fra Thisted får bedre balance i sin bolig ved at bruge naturens egne ressourcer intelligent. På den måde sparer han penge, og er med til at bringe udledningen af CO2 fra boligen markant ned. Som en ekstra gevinst har han fået et bedre indeklima.
I Thisted har et ungt par demonstreret, hvad ny teknologi kan gøre i et hus, som bliver udstyret med omfattende energi- og klimastyring. Her bor de komfortabelt med et meget lavt energiforbrug til gavn for miljø, trivsel og pengepung.

De tre ovenlysvinduer er monteret, og nu er køkkenet badet i dagslys fra morgen til aften, hvor nattehimlen tilføjer et hyggeligt skær inden døre. Familien kontrollerer husets indeklima ved hjælp af skærmen, som er sat op på køkkenets væg.
En bolig i balance
Familien har skabt en bolig i balance ved at bruge naturens vedvarende energikilder. I forbindelse med det, har de bragt den nyeste teknologi ind i deres hjem, og i tilgift fået et godt indeklima.
Hele seks ovenlysvinduer indgår i løsningen. Vinduerne, der både vender mod syd og nord, sørger for rigeligt med dagslys og varme, og mod syd kontrollerer en elektrisk styret markise den særligt stærke påvirkning fra lys og varme.
På vej mod målet
Verdens forbrug af traditionelle, fossile brændstoffer skal bringes ned og på sigt erstattes bl.a. af vedvarende energikilder.
Et væsentligt sted at tage fat er boligen, der i generationer har benyttet træ, kul, olie og gas som energiressource og som i Europa tegner sig for 40 procent af det samlede energiforbrug.
En effektiv udnyttelse af sol og dagslys vil kunne bidrage væsentligt på vejen mod målet.
Alene i Danmark skinner solen gennemsnitligt over 1800 timer om året. Omregnet til energi bliver det til ca. 1200 KWh per kvadratmeter. Solens potentiale er med andre ord enormt, og kan sætte boligens energiforbrug og CO2 udslip ned.
Alt er koblet sammen
- Ombygningen i huset i Thisted gik i gang for to år siden, og det hele er koblet sammen, så jeg med min mobil eller computer kan styre husets temperatur og indeklima, uanset, hvor jeg er, siger Jan Christensen, fra sin nye bolig i Thisted.
Alt er automatisk lige fra kontrollen med boligens ovenlysvinduer til solafskærmninger og elinstallationer.
Alle vinduer er programmeret til at åbne, hvis temperaturen ryger over 25 grader og lukke, hvis det bliver varmere – eller begynder at regne.
Endelig har boligen har fået installeret en ventilationsvarmepumpe, så overskudsvarmen kan bruges til at opvarme familiens brugsvand.
Mere dagslys
De mange vinduer i det brede køkken-alrum har givet køkkenet betydeligt mere dagslys. Nu er solens gang en integreret del af oplevelsen i køkken-alrummet.
Samtidig bliver solens varme brugt til at varme rummet op om dagen. Ved at lade de nedrullede gardiner bremse udslippet af varme, holder familien på den gratis varme om natten, når det bliver koldere uden døre.
Princippet er lige så enkelt som en termostat og med korrekt brug og de rigtige produkter kan varmetabet om vinteren bringes ned med op til 21 procent.
Tre gode råd inden du går i gang med at renovere dit hus:
- Tænk over familiens behov og rytme, inden du beslutter dig - eller søg rådgivning.
- Søg på nettet. Her kan du blive inspireret og finde forslag til, hvordan du kan spare penge på dit energiforbrug.
- Gardiner, puder, tæpper og blomster kan skiftes ud. Teknologien er sværere at udskifte, så sørg for, at det er professionelle og erfarne fagfolk, som installerer den i jeres hjem.
