Energigevinster på nettet
Beregn dine energigevinster på nettet
På internettet findes der i dag et utal af energiberegnere, der kan give dig hjælp til at beregne, hvordan du kan spare på energien, og hvilke steder du bør sætte ind med klimarettede investeringer i boligen.
Der findes et utal af forskellige energiberegnere på nettet. Både dem der fortæller dig, om det kan betale sig for dig at skifte el-selskab, og dem, der fortæller dig, hvor meget du kan spare ved at skifte taget, forbedre isoleringen, erstatte gamle vinduer og døre med nye etc. Du skal som bruger af energiberegnere være opmærksom på, hvad hver enkelt beregner lægger vægt på, og om det stemmer overens med dine behov og ønsker.

Beregn dit energiforbrug på nettet. Men find den beregner, der passer bedst til dit behov.
Dan dig et overblik
Energiberegnere taler til meget forskellige brugergrupper. Hvor nogle energiberegnere er målrettet husejere med en temmelig detaljeret viden om deres bolig, er andre mere rettede mod dem, der ved knap så meget om boligens beskaffenhed.
Det kan derfor være vigtigt at danne sig et overblik over de forskellige energiberegnere, og den viden du skal have om dit hus for at få noget ud af beregneren, inden du bruger den.
Nogle beregnere udregner, hvor meget du kan spare i kroner og øre, mens andre udregner, hvor meget vand du kan spare, eller hvor meget CO2 du kan skåne miljøet for, hvis du skifter til mere energirigtige løsninger. Nogle beregnere inddrager etableringsomkostninger og eventuel skrotningspræmie, mens andre ikke inddrager beløb i beregningerne. Du skal derfor også tage stilling til, hvilke informationer du ønsker at finde, inden du vælger energiberegner.
Energiberegnere er en rettesnor
Energiberegnere er udmærkede at bruge som rettesnor, hvis du vil have stillet din nysgerrighed og få et groft overslag på, om det kan svare sig at lave større forbedringer på boligen baseret på eksempelvis boligens alder, opvarmningsform og isoleringsgrad.
Men beregnerne kan på ingen måde stå alene, og det er derfor vigtigt at supplere den viden, du får, med rådgivning specielt tilpasset dig og din boligs behov.
Undgå fejlinvesteringer
Hvis du som boligejer skal beslutte dig for, om det er værd at kaste flere hundredtusinde kroner efter energiforbedringer i den store stil, er det derfor alfa og omega, at du rådslår dig med en professionel håndværker.
Den professionelle håndværker har et indgående kendskab til eksisterende løsninger, og ved, hvilke typer energirenoveringer, der passer til forskellige hustyper. Dermed risikerer du ikke fejlinvesteringer, og du er sikker på at få det ønskede resultat i form af reduceret el/varmeregning, et forbedret indeklima og god samvittighed i forhold til miljøet.
