Børge Madsen
”Jeg er så glad for mit anlæg, at jeg har fået flere af mine bekendte til at skifte til jordvarme”

Det var økonomien, der fik Børge Madsen til at vælge jordvarme, da han i 1979 byggede sit hus. Og det er et valg, han aldrig har fortrudt. Varmepumpen har været en tro tjener, der stort set uden afbrydelser har sikret familien varme og varmt vand.

Da Børge Madsens gamle varmepumpe i 2005 trængte til en afløser, var han ikke i tvivl. Der skulle installeres en ny, så huset og de tilhørende bygninger fortsat fik varme og varmt vand fra ejendommens jord.

Med udsigt til et af Danmarks smukkeste naturområder i det kuperede landskab i Rodelund tæt ved Silkeborg bor Børge Madsen i det hus, som han byggede i 1979. De 285 m2 bliver opvarmet med radiatorer, og kun i badeværelserne og en enkelt stue er der indlagt gulvvarme. Derudover har Børge Madsen en lille brændeovn, hvor han fyrer med træ fra sin skov. Varmepumpen står i en sidebygning, hvor han også har installeret en cirkulationspumpe, der er ur-styret. Om natten cirkulerer det varme vand i husets vandrør, så der ikke går vand til spilde, når familien skal i bad om morgenen. Uden cirkulationspumpen ville der løbe for mange liter koldt vand i kloakken, inden det varme vand nåede fra sidebygningen og over i badeværelset.

”Det var jo lige efter oliekrisen, at vi byggede huset, så vi var selvfølgelig interesserede i at bruge et alternativ til de fossile brændstoffer. Ved at udvinde jordvarmen blev vi fri for både oliefyr og skorsten, og selvom jordvarmen var dobbelt så dyr at installere, kunne vi godt se fidusen på længere sigt. Installationen kostede den gang 56.000 kr., men den merpris har tjent sig ind mange gange,” siger Børge Madsen, der har en årlig udgift til strøm på ca. 17.000 kr. i alt.

Til ejendommen hører 72 tønder land, som Børge Madsen blandt andet bruger til at dyrke juletræer. Slangerne til jordvarmen ligger i et to-strengssystem rundt om huset, i alt er der 1.200 meter. For som Børge Madsen udtrykker det: ”Jord har vi jo nok af.”

De mange meter sikrer, at man ikke suger så meget varme ud af jorden, at der opstår permafrost omkring slangerne. Det har ikke den store betydning for varmeindvindingen, men det forbedrer driftsøkonomien væsentligt.

Kun lovord til overs

Børge Madsen har aldrig haft problemer med sit jordvarmeanlæg eller varmepumpen, hverken i forhold til driften eller opvarmningen af huset.

”Vi har kun haft to stop på anlægget. Den ene gang var på grund af et lynnedslag, og den anden gang gravede vi selv en jordvarmeslange over,” lyder det fra en tilfreds Børge Madsen. I det hele taget anbefaler han jordvarme til alle.

”Der er alt for mange mennesker, der ikke kender noget til jordvarme, og de bliver overraskede, når jeg fortæller om det. Faktisk er jeg så glad for mit jordvarmeanlæg, at jeg gennem mine varme anbefalinger har fået flere af mine bekendte til at omlægge til jordvarme.”

media|works