El og varmeforsyning

Hvordan skal jeg spare på energien? Det spørgsmål stiller du måske dig selv, mens din el-måler er ved at falde ned fra væggen, fordi den kører så hurtigt rundt. Og mens varmemåleren er ved at blive overophedet.

Heldigvis bliver vi hele tiden klogere på, hvordan det kan gøres, og industrien udvikler hele tiden nye metoder.

Én af dem er intelligente el-målere, som baner vejen for en mere intelligent måde at bruge strøm. At vi slipper for at melde vores forbrug ind til el-selskabet, er måske den mindste gevinst.


På sigt vil den intelligente el-måler kunne hjælpe os til at lægge vores strømforbrug til rette, sådan at vi bruger mere strøm, når der er meget af den, og hvor den af samme grund er billigere. Uden for myldretiderne for eksempel.

Også stikkontakter, som selv tænder og slukker for de strømforbrugende apparater i dit hus, er eksempler på teknologiske landvindinger, som kan hjælpe os til at bringe vores forbrug af el ned.

På varmefronten er der også gode muligheder for at få den billigere og mere klimavenligt.

Fjernvarme er for eksempel den energiform, der leder mindst CO2 ud i atmosfæren sammenlignet med el-varme og olie- eller naturgasfyr. 60 pct. af alle danske boliger får i dag deres varme fra fjernvarme.

Hvis du ikke er så heldig at kunne få fjernvarme, er der ganske gode muligheder i varmepumper, som for eksempel jordvarme, ligesom solen kan give et væsentligt bidrag til din opvarmning.

media|works