Fjernvarme
Er din afkøling i boligen for dårlig?
Hvorfor vælge fjernvarme?
Der er mange gode grunde til at vælge et fjernvarmeanlæg, når du renoverer din bolig.
- Pris: Fjernvarme er billigere end både naturgas, elvarme og oliefyr.
- Bekvemmelighed: Varmen leveres til hoveddøren, og fjernvarmeforsyningen står for vedligeholdelse af ledning og varmemåler.
- Miljøvenlighed: 75% af varmen i et fjernvarmeanlæg er overskudsvarme fra elproduktion. Resten kommer fra CO2-neutrale brændstoffer, bl.a. haveaffald og husholdningsaffald. Du får mere energi for den samme mængde CO2. Det er effektivt, miljøvenligt og samfundsøkonomisk sundt.
Har du et mere end 15 år gammelt varmesystem i din bolig? Så kan du sandsynligvis opnå store energimæssige og økonomiske besparelser ved at skifte til en ny og mere effektiv varmeveksler.
Varmeveksleren adskiller boligens varmesystem fra fjernvarmenettet, så vandtryk og vandmængde reguleres. Præcis på samme måde som med et oliefyr. Og problemet ved de gamle varmevekslere er, at de ikke styrer varmen ordentligt. Det vand, de sender tilbage til fjernvarmeværket, er for varmt og har altså ikke leveret nok varme til huset. Den dårlige afkøling er spild af både energi og penge.
”Man kan spare penge på det ved at undgå det strafgebyr, som mange varmeværker pålægger forbrugerne, fordi de har for dårlig afkøling,” fortæller Søren Laursen, teknisk salgssupporter hos Wavin.
I boksen herunder kan du læse, hvordan du regner ud, om afkølingen af brugsvandet i din bolig er høj nok. Kølingen skal ligge på mindst 30 grader, meget gerne højere. Hvis du f.eks. har en afkøling på kun 24 grader, kan du ved at skifte til en ny såkaldt pladeveksler spare ca. 500 kr. årligt i strafgebyr.
Og så hjælper du naturligvis også miljøet, når du udnytter vandets varme bedre, forklarer Søren Laursen.
”Den miljømæssige gevinst ligger hos varmeværkerne, fordi de får en bedre driftsøkonomi ud af en bedre afkøling hos forbrugerne.”
Sådan tjekker du din afkøling
Find din fjernvarmemåler. Den sidder i teknikskabet eller bryggerset.
Aflæs dit kWh-tal, og sammenlign med samme tidspunkt for et år siden. Så har du dit årlige forbrug. Det dividerer du med det årlige forbrug i m3, som du også kan finde på varmemåleren (du skal ofte bare trykke en enkelt gang på den grønne pil). Det tal ganger du med 0,86. Så har du temperaturen for afkølingen.
Hvis det tal, du kommer frem til, er mindre end 30° C, kan du spare penge ved at skifte til en mere effektiv veksler.
25 års besparelser
Når du energirenoverer din bolig og vælger at skifte varmeveksler, kan du få tilskud fra standardværdikataloget (25 øre pr. kWh).
Se nærmere på din kommunes eller fjernvarmeforsynings hjemmeside. Som tommelfingerregel kan man sige, at det gængse tilskud til en ny veksler er et engangsbeløb omkring 200 kr.
Hvis din veksler ikke virker ideelt og samtidig er mere end 15 år gammel, kan det ikke betale sig at vente med at skifte den. En veksler har en gennemsnitlig levetid på 25 år, og de fleste husstande får en besparelse på over 500 kr. om året ved at skifte til en ny, mere effektiv veksler. Den besparelse overstiger klart omkostningerne ved at udskifte den gamle veksler.



