Hold på varmen
Hold på varmen - og på pensionen
Tidligere har energiudgifter til boligen været et fast, nødvendigt onde, men en energirenovering af boligens isolering kan vise sig at være en god økonomisk investering og vende regnestykket til noget positivt. Faktisk kan god isolering være din nye pensionsinvestering.
Det er en kendt sag, at isolering af huset er en af de allerbedste investeringer, man kan foretage som boligejer.
Der er ikke meget at betænke sig på, da både varmen og pengene fosser ud af et dårligt isoleret hus.
Derfor er det bare med at komme i sving og få efterisoleret din bolig, det kan spare dig for mange penge, og give dig et væsentligt bedre indeklima.

Der kan være mange penge at hente ved at konvertere friværdi til isolering.
Kan ikke betale sig at lade være
Banker og realkreditinstitutter er generelt villige til at låne penge ud til energirenovering, da det er en meget fornuftig investering.
I mange tilfælde tjener investeringen sig forholdsvis hurtigt hjem i form af reducerede el-regninger og højere boligværdi.
Umiddelbart kan det måske virke som rigtig mange penge, der skal investeres i energiforbedringer, men ofte kan det ikke betale sig at lade være med at renovere.
Du spilder nemlig utroligt mange penge hver dag, hvis du undlader at energirenovere.
Fik betalt nyt køkken
Et dårligt isoleret hus fra 1960’erne på 130 m2 er et godt eksempel på det økonomiske potentiale, der gemmer sig i specielt ældre boliger.
Husets ejer beslutter at investere i et nyt køkken og nye hvidevarer til i alt 122.000 kr.
De nye hvidevarer vil give en el-besparelse på omkring 500 kr. om året.
Ved samtidig at investere 36.000 kr. i hulmursisolering og loftsisolering nåede boligejerens samlede årlige energibesparelse helt op på 10.400 kr. om året.
Det betyder at besparelsen på energikontoen er større end udgifterne til det nye køkken, og rådighedsbeløbet bliver større.

Isolering af huset er en af de allerbedste investeringer, man kan foretage som boligejer.
Isolering som pensionsopsparing
Jo større energiudgifter boligejere har inden der energirenoveres, jo bedre er investeringen.
Det svarer til at bruge en el-sparepære i hjemmet frem for en almindelig glødepære: Den vil indledningsvis være dyrere at købe, men billigere at bruge i det lange løb.
- Der kan være mange penge at hente ved at konvertere friværdi til isolering eller at betragte isoleringsarbejdet som en pensionsinvestering. Hvis isoleringsarbejdet skal finansieres, indebærer det naturligvis en ekstra omkostning til renter og afdrag, men den omkostning vil ofte være langt mindre end den besparelse, der opnås på varmeregningen, fortæller Claus Conradsen, boligkonsulent i Spar Nord.
Ekstra isolering kan dække over:
- Loftet. Her kan du relativt nemt se, om der mangler isolering. Et energirigtigt hus bør minimum have 350 mm isolering på loftet. Du kan let efterisolere selv eller få fat i en isolatør til at klare det for dig.
- Ydervægge. Kontakt et anerkendt isoleringsfirma. De undersøger gerne huset og giver tilbud på forskellige muligheder for efterisolering.
- Isolering af rør. Mange huse har isolerede varmerør i kældre eller i kolde loftrum.
- Gulve. Støbte gulve direkte mod jord bør altid isoleres i forbindelse med ombygning. Huse med trægulve, og krybbekældre kan lettere efterisoleres. Isolering af gulve giver markant bedre velvære.
- Efterisolering af gulve foretages som regel kun sammen med ombygninger, men her bør det også ske. Det er for sent når det nye gulv er lagt.
Kilde: Spar Nord
