Husk energimærket
Mærket giver dig et overblik over nyttige energiforbedringer
Energimærket for din bolig er et dokument, der viser energiforbruget i boligen, sammenligner det med andre og anbefaler oplagte energibesparelser.
Energimærket giver dig svar på:
Hvilke energiforbedringer er nyttige?
Hvad koster de at gennemføre?
Hvor meget kan jeg spare på el- og varmeregningen?
Prisen for at gennemføre energibesparelserne kan du evt. gøre til en del af et lån til køb af ejendommen.
Energimærkningen indeholder relevante forslag til energiforbedring af din bolig, og de er alle sammen rentable for dig. Forbedringerne er dokumenteret ved et skøn over udgiften til at gennemføre forbedringen og en beregning af besparelsen bagefter. Tilbagebetalingstiden fremgår af de enkelte forslag. Den faktiske besparelse vil afvige fra den beregnede, for både vejrforhold og din adfærd spiller en stor rolle for energiforbruget og størrelsen af besparelsen.
Sammenlign, før du køber
Du kan bruge energimærket til at sammenligne boliger, før du køber én. Det indeholder nemlig et teoretisk beregnet forbrug, som gør det muligt at sammenligne boliger af samme type. Boligen får en værdi fra A-G, hvor A er det mindst energiforbrugende. Med energimærket kan du vurdere dine fremtidige energiudgifter, før du køber en given bolig.
Energimærkningen giver dig som boligkøber viden om energiforbruget, allerede inden du skriver under på købsaftalen.
Det faktiske forbrug
Energimærket viser også bygningens faktiske energiforbrug det seneste år, men det er påvirket af blandt andet brugernes vaner og vejret. Energimærkningen af lejligheder er som regel baseret på en beregning af hele ejendommens energiforbrug. Energiforbruget i de enkelte lejligheder indgår som en del af det samlede energimærke for ejendommen.
Her skal du energimærke
Du skal sørge for energimærkning, hvis du sælger eller udlejer en bygning eller lejlighed. Sælger/udlejer betaler for energimærkningen. Du kan også få en energikonsulent til at udarbejde et energimærke uden at sælge eller udleje. Det koster ca. 6.000 kr. for et almindeligt enfamiliehus. Der er specifikke regler for, hvordan mærkningen skal gennemføres.
Enfamiliehuse
Du skal energimærke enfamiliehuse på 60 m2 og derover, når de sælges eller udlejes. Mærket må ikke være mere end 5 år gammelt, når du indgår aftalen om salg. Rækkehuse kan energimærkes som en- eller flerfamiliehuse. Sommerhuse er også omfattet af reglerne, men ikke ved udlejning for kort tid.
Flerfamiliehuse: Ejerlejligheder, andelsboliger og udlejningsboliger
Du skal energimærke, hvis du sælger en ejerlejlighed, overdrager en andelslejlighed eller udlejer en lejlighed. Energimærkningen bliver normalt udarbejdet for hele ejendommen, og de enkelte lejemål indgår i ejendommens energimærkning. Der er ikke faste priser på energimærkning, så det er en god ide at indhente tilbud på det. Energimærkning skal betales af ejendomme og kan lægges på varmeregnskabet.
Fordele ved køb af ny bolig
Energimærkningen giver dig som boligkøber eller ny lejer viden om energiforbruget, allerede inden du skriver under på købs- eller lejeaftalen. Som køber får du et overblik over de energiforbedringer, der kan skabe effektive besparelser i huset.
