Nyt passivhus i Silkeborg
Energirigtigt byggeri og smukt design kan sagtens forenes
Et nyt passivhus i Silkeborg viser, at energirigtigt byggeri og smukt design sagtens kan forenes. Ud over de æstetiske kvaliteter nyder husets beboere godt af et meget behageligt indeklima samt en varmeregning, der er 80-90 pct. lavere end for et almindeligt hus. Desuden er passivhusejere på forkant, da passivstandarden ventes at blive et lovkrav i 2025.
Den 186 m2 store moderne 1-plans villa er certificeret af Passivhaus Institut og bringer varmeregningen ned med omkring 80-90 pct. sammenlignet med et hus opført efter de almindelige byggestandarder.
Huset er oprindeligt ikke tænkt som et passivhus, men som et helt almindeligt hus, hvor man har lyst til at bo og opholde sig.

Den 186 m2 store moderne 1-plans villa er certificeret af Passivhaus Institut og bringer varmeregningen ned med omkring 80-90 pct. sammenlignet med et hus opført efter de almindelige byggestandarder.
Arkitekttegnet hus med tykke mure
Udefra er det nærmest umuligt at se, at det er et passivhus, for med sit stilrene formsprog ligner huset mest af alt et arkitekttegnet hus. Henrik Dissing, leder og ejer af HD Bolig forklarer:
- Vi har arbejdet meget med detaljerne for at skabe et hus, hvor man har lyst til bo. Eksempelvis har vi arbejdet en del med belysningen. Den primære lystilgang sker gennem en sydvendt panorama glasfacade, som giver lys i opholdsrummene samt mulighed for at nyde udsigten, mens husets gangarealer i dagtimerne oplyses gennem ovenlyskanaler i taget.
Flotte detaljer
Passivhuset forener arkitektoniske og tekniske detaljer, som eksempelvis det skrå murværk og udhæng mod syd, som forhindrer overophedning af opholdsrummene, og på samme tid er en flot detalje på den sydvendte terrasse.
Kun en nærmere besigtigelse af murværket afslører, at huset er et passivhus. Murene er markant tykkere end på et almindeligt hus, fordi der mellem teglstensydermuren og indermuren af porebeton ligger 2 x 190 mm isolationsmateriale.
Det giver en murtykkelse på 600 mm, hvilket koster nogle få boligkvadratmeter, men til gengæld giver mulighed for at bruge vindueskarmene på en ny måde:
Kloge Kvadratmeter
- Det handler om at skabe kloge kvadratmeter, hvor man i stedet for at fokusere på de færre kvadratmeter udnytter de tykkere vægge til at skabe en forbedret rumfunktion, som eksempelvis ekstra dybe vindueskarme, hvor man kan sidde og nyde udsigten eller læse en bog, forklarer Henrik Dissing, som netop er flyttet ind i det nye passivhus sammen med sin kæreste.
Ud over at udnytte de tykkere mure til eksempelvis siddeplads, så handler det ifølge Henrik Dissing om at kompensere for de lidt færre kvadratmeter ved en bedre ruminddeling med ovenlys og færre gangarealer.

Passivhuset forener arkitektoniske og tekniske detaljer, som eksempelvis det skrå murværk og udhæng mod syd.
Lidt dyrere end almindeligt byggeri
Passivhuset i Silkeborg har foruden velisolerede vægge også 600 mm isolering i tagkonstruktionen. Gulvet er isoleret med 450 mm mineraluld, og herudover er huset forsynet med et effektivt ventilationssystem samt energieffektive plusenergi vinduer med en samlet U-værdi på lige omkring 0,7.
Bagsiden af medaljen, er at passivhuset koster ca. 6-8 pct. ekstra at opføre i forhold til traditionelt husbyggeri. Det skyldes ekstra udgifter til isolering af tag, vægge, gulve og vinduer.
Også omkostninger til projektering og udførsel er en smule højere end for et almindeligt hus, men ifølge Henrik Dissing kan det betale sig at bygge et hus efter passivstandard:
Næsten ingen varmeudgifter
- Passivhuse kan svare sig af flere årsager: For det første har man næsten ingen udgifter til opvarmning. Det betyder, at man har et større beløb til forrentning af boliglånet. Og man undgår desuden ubehagelige overraskelser, hvis energiprisen pludselig stiger. For det andet er det en måde at sikre sin boliginvestering på. Passivstandarden ventes at være lovkravet i 2025, og det vil gøre huse, der er bygget efter de nuværende byggestandarder, mindre attraktive, mener Henrik Dissing.
Fra passiv til passiv+
HD Bolig har oplevet en stigende efterspørgsel på passivhuse, og har i øjeblikket gang i flere byggerier rundt om i Danmark. Og skulle de kommende passivhusejere ønske at konvertere passivhuset til et passiv+ hus, hvor huset producerer mere energi end det bruger, er det ifølge Henrik Dissing et relativt simpelt indgreb:
- Det kræver faktisk kun, at man installerer et solcelleanlæg på taget, hvis man vil have den glæde at se elmåleren løbe baglæns.
Kilde: Rockwool
