Rådgivning
Brug de professionelle
Hvis du leger med tanken om at energirenovere din bolig, så er det en god idé at du allierer dig med din håndværker. Han kan nemlig give dig gode råd om, hvordan du bedst muligt griber processen an.
Mange års uddannelse og et indgående kendskab til lovgivning, bygningsreglementer, produkter og monteringsteknik adskiller de professionelle håndværkere fra de private gør-det-selv folk. For at få det optimale ud af din energirenovering er det derfor vigtigt at inddrage en professionel i projektet.

Uklogt og farligt
Mange danskere foretrækker gør-det-selv frem for at kontakte en håndværker, når boligen skal renoveres. Det kan dog få alvorlige følger, hvis man ikke inddrager en professionel.
Det er nemlig både uklogt og farligt at give sig i lag med større renoveringsopgaver selv. El-installationer udgør eksempelvis en stor fare for den ufaglærte.
Det kan være direkte livsfarligt at rode med elektricitet, hvis ikke man er fagmand. Derfor er det vigtigt at kontakte en professionel, der kan hjælpe dig sikkert og korrekt i gennem arbejdet.
Undgå fælder
Installation og montering af energibesparende produkter udgør desuden en ekstra fælde, idet man som ikke-fagmand risikerer at montere energirigtige løsninger forkert, og dermed ikke opnå den ønskede energibesparelse.
Det kan i sidste ende betyde, at din nyerhvervede energibesparende løsning ikke fungerer efter hensigten, og at energiforbruget og el-og varmeregningen ikke bliver reduceret.
Derfor kan udgiften til din håndværker vise sig at være rigtig godt givet ud, da du på den måde er helt sikker på at spare både energi og penge.
De professionelle har fingeren på pulsen
Igennem sit netværk og sine leverandører bliver håndværkeren hele tiden opdateret omkring nye energirigtige løsninger.
Derfor er der stor sandsynlighed for, at han kan rådgive dig omkring løsninger, som du måske slet ikke vidste eksisterede.
På den måde er du sikker på at få den bedst mulige løsning, der passer nøjagtigt til dine behov og til din bolig.
Desuden behøver du ikke at bruge timevis på at gennemsøge markedet for eksisterende løsninger og eventuelle monteringsmuligheder.
Efter de gældende regler
Endelig garanterer de professionelle, at arbejdet bliver udført sikkerhedsmæssigt korrekt og efter de gældende regler, at der kun bliver brugt de rigtige komponenter, og at der ikke er monteringsfejl.
Dermed er du sikret, at din energispareløsning er installeret korrekt og fungerer efter hensigten. På den måde reducerer du garanteret både energiforbruget og el-/varmeregningen.
Kilde: Ny Energi, Lemvigh Müller
