Renovering betaler sig
Der er god økonomi i at tænke energiforbruget med, når man bygger til eller moderniserer parcelhuse. Det skal et nyt projekt fra ejendomsselskabet Realea bevise i de kommende tre år.
Klimaklar
De renoverede huse skal stå færdige til klimatopmødet i december 2009. Her vil de være gode bud på, hvordan man kan fremtidssikre eksisterende boliger.
Til at udføre opgaven er der valgt to hold arkitekter og ingeniører, Pluskontoret/Moe & Brødsgaard og Ravn Arkitektur/Rambøll, som er klar med ideer til, hvordan man bedst forvalter budgetter fra 200.000 kr. til 2 mio. kr., når det klassiske parcelhus skal fremtidssikres.
Fire 70’er-parcelhuse skal renoveres i landets største parcelhuskvarter i Tilst ved Århus, så de bliver sundere og mere energirigtige at bo i. Bag projektet EnergiParcel står ejendomsselskabet Realea, som præsenterer en række forslag til, hvordan danskernes yndlingshus, parcelhuset, kan fremtidssikres.
Energirenovering lyder måske besværligt og dyrt, men kan være en god genvej til at realisere drømme om nye ovenlysvinduer og bedre indeklima.
”Tænker man energi ind i planlagte forbedringer, kan det skabe besparelser, der er med til at betale for forbedringerne,” siger adm. direktør i Realea, Peter Cederfeld.
Projektets fire udtjente parcelhuse købte Realea i efteråret. Fire testfamilier flyttede ind og skal bo i husene i de næste tre år, mens Aalborg Universitet løbende måler forbrug og indeklima. Målet er at dokumentere, om forbedringerne af husene har effekt, både på energiforbruget og den samlede kvalitetsoplevelse af at bo i husene.
Renovering eller nyt

Tre af eksempelhusene skal renoveres for mellem 200.000 og 400.000 kr., hvilket ifølge Realea er realistisk med en almindelig boligejers økonomi.
Derudover er der udpeget et prototypehus, som skal ombygges for 2 mio. kr. Ideen er her at undersøge, hvor langt ned i energiforbrug man kan komme i et almindeligt 70’er-hus for et budget, som ligger under prisen på et nyt lavenergihus. Det skal bl.a. give svar på, om man lige så godt kan rive huset ned og bygge et nyt.
Pluskontoret står sammen med ingeniørfirmaet Moe & Brødsgaard for udviklingen af prototypehuset, mens Ravn Arkitektur sammen med Rambøll står for tre eksempelhuse. På Realeas hjemmeside kan du finde planer, budgetter og beregninger for alle de fire parcelhuse, der er med i EnergiParcel.
Krav bliver skærpet
Familien på Farøvænget 4 i Tilst bor i et af de fire forsøgshuse. De elsker deres sænkede pejsestue, men på kolde dage trækker det fra vinduet, og taget er utæt rundt om skorstenen, som har fugt- og frostskader.

Utæthederne skal ordnes nu, ellers rådner tagkonstruktionen, og der er fare for skimmelsvamp. I stedet bliver der sat et lavenergi-vinduesparti i, som fortsætter op i taget og giver ovenlys. Det og andre tiltag giver 10 ekstra m2 bolig og skal sikre, at energiforbruget sænkes 60%. Projektet forventes at løbe op i 400.000 kr., men giver gevinst i form af mere plads, en moderniseret bolig, sundere indeklima og et energiforbrug så lavt, at det alene kan forrente godt halvdelen af investeringen.
”Vi må nok forvente, at der fremover vil blive stillet skrappere krav til de eksisterende boliger, både i lovgivning og af realkreditinstitutterne. Den kloge husejer bør derfor også passe huset som en investering. Det gøres bedst ved trinvis at foretage de rigtige forbedringer uden at blokere for, at der fremadrettet kan føjes flere af de rigtige tiltag til,” mener Peder Cederfeld, adm. direktør i Realea.
Eksperter følger med
De fire udtjente 70’er-parcelhuse i Tilst ved Århus blev i efteråret købt af ejendomsselskabet Realea.
Fire testfamilier skal bo i husene de næste tre år, mens Aalborg Universitet løbende måler forbrug og indeklima. Målet er gennem måleresultater og interview med familierne at dokumentere om forbedringerne af husene har effekt, både på energiforbruget og den samlede kvalitetsoplevelse af livet i husene.
Pluskontoret står sammen med ingeniørfirmaet Moe & Brødsgaard for udviklingen af prototypehuset, mens Ravn Arkitektur sammen med Rambøll står for de tre eksempelhuse.





