Solenergi
Et solvarmeanlæg kan typisk dække 70% af din udgift til varmt vand
Sådan kommer du i gang
At få installeret et solvarmeanlæg kan virke meget besværligt. Men det er det slet ikke. I praksis skal du blot kontakte din lokale vvs-installatør. Herefter går resten af sig selv. Din vvs-installatør kan give dig gode råd om valg af det rigtige anlæg, og hvilken installation der passer bedst til dit hus og din økonomi.
Der er god økonomi i solvarme. Det er let at installere, det tjener sig selv hjem hurtigt, og du slipper for at bekymre dig om stigende energipriser. Et solvarmeanlæg kan med stort set ingen vedligeholdelse holde i mere end 25 år og giver adgang til verdens mest massive energikilde: Solen.
Solvarmeanlægget kan bruges til enten varmt vand alene eller til både varmt vand og opvarmning af boligen. Uanset hvilken kombination du vælger, er der meget at spare. Besparelsen afhænger af antal beboere, boligareal samt solvarmeanlæggets størrelse. Et fingerpeg er, at du sparer op til 70% af energiudgiften til varmt vand. Eller op til 30% på den samlede energiregning, hvis solvarme bruges til både varmt vand og varme.
I dag kan solvarme konkurrere økonomisk med både ”gammeldags” og nye energikilder. Et solvarmeanlæg kræver meget mindre energi at producere og stort set ingen energi at holde kørende. En familie med et lille solvarmeanlæg på 7,5 m2 opnår en CO2-reduktion på 1,5 ton pr. år. Med en levetid på 25 år giver det en samlet klimabesparelse på 37,5 ton CO2.
I Danmark kan et solvarmeanlæg dog ikke gøre det alene. Solvarme fungerer altid sammen andre energiformer. På en solrig vinterdag vil solvarmeanlægget levere rigeligt med energi til at varme dit vand op. På overskyede vinterdage kan solvarme selvsagt kun levere begrænset varme

Så meget sparer du med solvarme
Hvis du installerer et solvarmeanlæg på en ældre oliekedel, tjener du penge allerede første år. Skifter du også den ældre oliekedel ud, kan du spare op til 8.000 kr. det første år. Din besparelse afhænger derudover af, hvordan priserne på olie, naturgas eller fjernvarme udvikler sig på længere sigt.

Tjekliste,
før du taler med din vvs-installatør
- Hvilken form for opvarmning har du i huset – olie, gas, fjernvarme?
- Hvor stort er huset i m2?
- Hvor mange bor i husstanden?
- Skal solvarmeanlægget producere varmt vand eller både varmt vand og varme?
- Ønsker I at skifte jeres varmeanlæg helt ud, eller skal solvarmeanlægget bygges sammen med det eksisterende anlæg?



