Søg:

Udvendig isolering
En udvendig efterisolering fjerner kuldebroer og giver et sundere indeklima

Vidste du, at ...

Et 100 m2 hus med tom mur bruger årligt ca. 1.000 l olie mere end nødvendigt. Du kan spare 700-1.300 l olie pr. år for hver 100 m2 ydervæg, du isolerer.

Hvad er en kuldebro?

En kuldebro er et område, hvor isoleringsevnen er ringere end i den omkringliggende konstruktion. Varmen har derfor mulighed for at trække ud af huset, og det kan føles, som om det trækker.

Det grundlæggende princip er, at dit hus ikke må være koldere end 16-17 °C på noget punkt på inderfladen af bygningen (alle steder, der er tilgængelige for indeluft). Det sikrer du bedst ved at gennemføre en udvendig isolering af bygningen, fra taget og ned til fundamentet. Indgrebet fjerner kuldebroer, samtidig med at det reducerer varmeforbruget.

En udvendig efterisolering er, hvis mulig, altid det bedste valg, da din ejendom herved får reduceret eller fjernet problemer med kuldebroer og på den måde også får fjernet fugt og skimmel. Samtidig bliver de indvendige overfladers temperatur klart højere og mere ensartet, og det giver en forbedret komfort og et sundere indeklima.

Udvendig efterisolering har desuden en positiv indflydelse på fugtbalancen gennem muren og giver ikke den risiko for uønskede fugtdannelser, som f.eks. en indvendig dampspærre gør. Udvendig efterisolering skal hæftes på eksisterende byggeelementer, og selve isoleringen skal dækkes af arkitektoniske grunde og beskyttes mod nedbrydning fra vind og vejr.

NYE REGLER FOR OMBYGNING

De nye regler for ombygning skal sikre, at der også bliver udført økonomisk sunde isoleringstiltag, når håndværkeren alligevel er i gang.

Hvis du har tænkt dig at udføre en større renoveringsopgave på dit hus, har du som bygherre pligt til at undersøge, hvad isoleringskravet er til den bygningsdel, du vil ændre på. Bagefter skal du tjekke, om det er rentabelt at isolere op til kravet. Og hvis det er rentabelt, skal det gøres.

Ved større renoveringsopgaver forstås:

  • Udskiftning af den udvendige beklædning på en ydervæg
  • Udvendig merisolering på ydervæggen
  • Udskiftning af tagdækning
  • Udskiftning af kedel
  • Ændring af varmeforsyning
  • Facadevis udskiftning af vinduer
  • Alle renoveringsopgaver, der omfatter mere end 25% af husets samlede overflade eller koster mere end 25% af husets værdi minus grundprisen

media|works