Slip for ekstraudgifter
Energirenovér dit hus nu og undgå en evt. kommende tvungen opsparing

Hvis det står til Klimakommissionen skal afgiften på fossile brændsler sættes væsentligt op, og det kan medføre en anseelig ekstraregning for dem, der ikke energirenoverer i tide.

28.september 2010 offentliggjorde Klimakommissionen sin længe ventede rapport, der bl.a. indeholder en række forslag til, hvordan Danmark kan nedsætte sit energiforbrug, blive uafhængig af fossile brændsler og nedsætte sit CO2 udslip med 80-95 pct. i forhold til 1990.
Et af forslagene går på at vi danskere i højere grad skal benytte vedvarende energi, som f.eks. vind-, bio- og solenergi.

Ifølge Klimakommissionen vil varmepumper og fjernvarme i fremtiden være hovedkilderne til varmeforsyningen i Danmark.

Store og billige muligheder

Omkring 40 pct. af energiforbruget er i dag relateret til bygninger, men ifølge Klimakommissionen er der store og billige muligheder for at reducere dette forbrug.
Et oplagt indsatsområde er de eksisterende bygninger, som i gennemsnit bruger 2½ gange så meget energi til opvarmning som nye bygninger.
I eksisterende bygninger er der generelt gode muligheder for at reducere energiforbruget. Det er tilmed en god forretning for boligejerne, hvis energiforbedringerne gennemføres i forbindelse med renoveringer og udskiftninger, som gennemføres af andre grunde.

Energirenovér nu eller betal mere i fremtiden.

Hvis dit hus er lidt utæt, eller hvis det er varmet op med olie eller naturgas, så kan det komme til at koste dig mange penge fremover.
Klimakommissionen anbefaler nemlig, at afgiften på fossile brændsler skal skrues væsentligt i vejret for at øge incitamentet for at energirenovere boligen.


Omkring 40 pct. af energiforbruget er i dag relateret til bygninger, men ifølge Klimakommissionen er der store og billige muligheder for at reducere dette forbrug.

Ny tvungen opsparing

Desuden foreslår klimakommissionen, at der skal oprettes en ny energisparekonto for samtlige bygninger i Danmark. Tanken er, at kontoen skal knyttes til den enkelte bolig.
Jo dårligere energistand, jo mere skal man spare op. Pengene bruges målrettet til energieffektiviseringer af den konkrete bolig.
Det betyder, at det kommer til at blive dyrere at bo i et hus, der spilder energi. Faktisk kan du blive tvunget til at spare flere tusinde kroner op om året til energirenovering.
Regningen kan komme op på 30 kroner pr. m2 pr. år, altså 4.200 kroner for et dansk gennemsnitsparcelhus på 140 m2.
Det er derfor en rigtig god idé at komme i gang med at energirenovere din bolig, især hvis du alligevel snart skal have renoveret dele af huset. Investeringen tjener sig nemlig hurtigt, og det kan bestemt ikke svare sig at vente, da det hele tiden vil blive dyrere at spilde energi.

Varmepumper og fjernvarme er fremtiden

Ifølge Klimakommissionen vil varmepumper og fjernvarme i fremtiden være hovedkilderne til varmeforsyningen i Danmark. Det er meningen, at afgiftssystemet skal indrettes sådan, at det fremmer højeffektive varmepumper.
For at fremme udfasningen af olie til individuel opvarmning må der slet ikke installeres nye oliefyr efter 2015, hvis det står til kommissionen.
Desuden er olieprisen en usikker størrelse, og med de fremtidige afgifter, som rapporten lægger op til, lader det til, at det fremover vil være endnu dyrere at varme sin bolig op med olie.

Kilde: www.klimakommissionen.dk

media|works