Lavenergi – hvorfor nu også det?!

Hanne Roulund valgte i 2007 at få bygget et lavenergihus i mursten, og det energibesparende hus skærer tusindvis af kr. af de årlige boligomkostninger. Men Hannes kamp for at få bygget sit hus har været lang, og hun har mødt rigeligt modgang undervejs. For hvad præcis ligger der i udtrykket ”lavenergihus”, og hvad skulle være fordelene ved at bo i sådan et?

Læs hele historien her

Døre og vinduer
Velfungerende døre og vinduer er noget af det vigtigste i et energirigtigt hus

Vidste du, at ...

I et parcelhus på 150 m2 kan du spare ca. 1 ton CO2–udledning om året ved at skifte fra to-lags vinduer til moderne energivinduer.

Når du vil renovere og bygge energirigtigt, drejer det sig om at få dit hus til at holde optimalt på varmen, samtidig med at den gratis varme fra solen udnyttes bedst muligt. En af de bedste metoder til at opnå dette er at sørge for, at husets døre og vinduer fungerer optimalt.

Det gælder om at vælge døre og vinduer med den rette isoleringsevne, men det handler ikke kun om at isolere mest muligt. For så bliver dit hus til en osteklokke med dårligt indeklima. Du bør eksempelvis sætte forskellige typer vinduer mod de fire verdenshjørner, fordi solen ikke bidrager med lige meget varme fra de fire retninger.

"Det er jo en stor beslutning at skifte vinduer, og det er en beslutning, man kun træffer én eller to gange i sit liv. Så det er vigtigt, at man søger professionel rådgivning hos sin forhandler af vinduer og døre, så man får de helt rigtige produkter. Når man skal vælge de rigtige produkter, skal der tages højde for det enkelte hus, så der findes ingen standardløsninger der gælder alle," fortæller Thomas Tvedergaard, der er teknisk ansvarlig hos Rationel Vinduer.

Han peger også på, at husets omgivelser, beplantninger, udhæng på huset og andre bygninger kan give skyggeforhold, der skal tages hensyn til, når man vil udnytte solens gratis varme bedst muligt.

”Solens passive stråler er nøglen til fremtidens lavenergibyggeri. Vi har behov for den gratis varme, solen kan give i vintersæsonen - det vil sige den gratis varme, der kan komme gennem ruden og ind i boligen,” forklarer Thomas Tvedergaard.

Potentialet ligger i de ældre huse

Danmarks udledning af CO2 kan reduceres væsentligt, hvis vi får renoveret de ældre huse.

I Danmark findes der ca. 452.000 parcelhuse fra 60’erne og 70’erne, og alene ved at udskifte vinduerne i disse huse fra almindelige to-lags ruder til energivinduer kan det danske energiforbrug sænkes med over 1,6 mia. kilowatt-timer og knap 350.000 ton CO2–udledning. Det svarer til 10% af Danmarks samlede årlige energiforbrug til opvarmning af boliger.

De ovenstående tal omfatter blot parcelhusene. Hvis vi også inddrager etage- og rækkehuse fra samme periode, kommer antallet af ældre boliger op på cirka 805.000, og de samlede besparelser bliver tilsvarende større.

media|works